For Allan, hvis liv oplægget handlede om, er i dag en aktiv og meget glad sportsmand - hvilket op til flere billedserie vidnede om. Men tilbage i 2016 var billedet et helt andet. Dengang var der hele 2 ringbind med anvisninger om, hvad man som medarbejder IKKE måtte sige eller gøre, når man samarbejdede med Allan. Og fra sofaens dyb på Specialområde Autismes bosted i Randers, hvor Allan boede, holdt han nøje øje med i om de blev fulgt.

For med den høje intelligens og det store detaljefokus, som en udredning snart ville pege på, så var det dét han kunne:

- Jeg levede stort set hele mit liv på den sofa og havde totalt opgivet, fortæller Allan. Med sig havde han en tidlig Aspergers-diagnose, en ok skoletid og et liv, der langsomt men sikkert begyndte at falde fra hinanden efter tre forgæves forsøg på at klare en universitetsuddannelse. Og det var lige dér psykolog Kirsten Krabek Frantzen første gang mødte ham – men dengang i en udgave, hvor han var fyldt med frustrationer, medicineret og med en betydelig overvægt.

Forud gik forgæves forløb med andre psykologer, og derfor var Kirstens tilgang, at der ikke kun skulle samtaler til, men en helt grundlæggende udredning. Den viste blandt andet, at Allan nok har en høj intelligens, men kombineret med en udfordret arbejdshukommelse, et stort detaljefokus, store eksekutive vanskeligheder og et mylder af tanker, så var det ikke så mærkeligt, at meget var svært.

Udredningen blev derfor starten på en langvarig, trin-for-trin proces med et fælles sprog, psyko-edukation og helt nye måder at gøre tingene på – en proces, hvor der altid var en bostøtte med. Og det var, understreger de begge, en proces, som på ingen måde leverede hurtige resultater. 

Fra salen lyder et spørgsmål om, hvordan man kunne arbejde med eksponering og nye måder at gøre tingene på med så svært et udgangspunkt. Kirstens svar lyder:

- Allerede da jeg første gang foreslog, at vi skulle holde vores møder et andet sted end i hans lejlighed, sagde han ja. Og sådan har det været hele vejen: Det var Allan, der gerne ville. Men vi var selvfølgelig parate til at løfte og støtte, men der kom hele tiden flere og flere trivselstegn.

- I dag finder jeg tryghed i mig selv – det er helt nyt. Jeg er bevidst om mine udfordringer og har accepteret dem, og det er sjældent, at der er svære dage. Og når der er, så kan jeg stadig godt få øje på det positive, som også altid er der, lyder det fra Allan.

Allan, der er i 2022-udgaven er medicinfri, har et meningsfyldt liv med venner (- Det er lidt skræmmende, men jeg kan rigtig godt lide at møde nye mennesker, fortæller han), masser af fritidsaktiviteter – både i en lokal brætspilscafé i Randers, i en floorball-klub. Og med retning mod sit første maraton i 2023.