Opdateret januar 2024
Afdeling/ydelse
Overbygård
Overbygård 14 - 16
7160 Tørring
1. Lovgrundlag
Almen ældre- handicapbolig jf. Lov om almene boliger § 105 stk. 2 med støtte efter Lov om social service § 85.
Godkendt af Socialtilsyn Midt.
2. Mål- og aldersgruppe
Overbygård er et botilbud til voksne med autismespektrumforstyrrelse. Borgerne kan desuden have lettere udviklingshæmning, samt andre udfordringer og/eller tillægsdiagnoser.
• Fælles for målgruppen er, at de i et vist omfang kan klare sig selv, men samtidig har brug for støtte og vejledning til og i hverdagen
• Det er vigtigt, at borgerne selv kan opsøge støtte fra medarbejdere, når de har behov
• Borgerne har behov for at bo i en kompenserende ramme
• Borgerne er afklaret i forhold til beskæftigelse.
Formålet med indskrivning på Overbygård er at fastholde og videreudvikle indlærte rutiner, så borgerne kan klare sig med et minimum af støtte.
Aldersgruppen er fra 18 år.
3. Antal pladser, fysiske forhold og servicepakker
6 pladser.
Overbygård er fysisk placeret i udkanten af Tørring by. Der er gåafstand til indkøb og offentlig transport, samt Specialområde Autismes beskæftigelsestilbud i Tørring.
De fysiske forhold:
Overbygård 16 er to-rumsboliger med eget køkken, samt bad og toilet, med udgang til fælles fordelingsgang. Derudover er der udgang til egen terrasse. Der er fælleskøkken og opholdsstue.
Boligforening:
Overbygård bestyres af boligforeningen Domea.
Husdyr:
I tilfælde af at boligforeningen giver tilladelse til husdyr, skal der indgås en husdyrskontrakt med Overbygård inden anskaffelsen.
Servicepakker
På Overbygård 16 tilbydes følgende servicepakker: rengøring og vinduespudsning i fællesareal og beboerforsikring.
4. Kerneydelse
I Specialområde Autisme har vi defineret vores kerneopgave således:
”Vi tilbyder og videreudvikler de mest optimale rammer for trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme.”
På Overbygård 16 modtager borgerne individuel støtte med det mål, at støtte og vejlede borgeren til at opnå en velfungerende tilværelse. Den pædagogiske indsats understøtter, at borgeren opnår større selvstændighed, bliver rustet til at klare hverdagens opgaver selvstændigt, samt træner sociale færdigheder og evnen til at indgå i det øvrige samfund.
Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i:
• Kommunens bestilling
• Borgerens aktuelle kompetencer og forudsætninger
• Borgerens motivation
• Dansk kvalitetsmodel på det sociale område
Der ydes typisk støtte til:
• At være selvadministrerende i forhold til medicinhåndtering
• Aktiv forholdelse til medborgerskab
• ADL færdigheder
• Selvforståelse
• Sociale færdigheder
• Døgnrytme
• Igangsætning af simpel madlavning eller opvarmning af færdigretter
• Trivselssamtaler
• At blive selvtransporterende
• Energiforvaltning
• Stress/tanke håndtering
• Ventilerende og perspektiverende samtaler
• Indkøb i Tørring
5. Faglig tilgang og metode
Faglige tilgange
Vi arbejder ud fra følgende definerede faglige tilgange:
• Empowerment tilgang
• Ressourceorienteret tilgang
• Anerkendende tilgang
• Relationel tilgang
De fire faglige tilgange sætter retning for indsatsen og er grundlæggende for vores samarbejde. Alt afhængig af målgruppens behov og komorbiditet kan der være flere faglige tilgange defineret.
Metoder
I Specialområde Autisme arbejder vi med en refleksiv metodisk praksis. Vi foretager begrundede metodevalg og evner at justere indsatsen på baggrund af erfaringer og borgernes forudsætninger i øjeblikket, så den faglige dømmekraft er i højsædet. Ud fra best practice analyser og nyeste viden på området undervises medarbejderne på Autismepiloten i metoder og redskaber inden for autismepædagogikken. Derudover har medarbejderne adgang til rådgivning og vejledning fra erfarne pædagogiske og psykologiske konsulenter i Autismefokus.
For yderligere oplysninger om tilbuddets anvendte faglige tilgange og metoder henvises til Tilbudsportalen.
6. Takststruktur
For takstniveauet er gældende, at indsatsen skal leveres i forhold til kriterierne i:
- Dansk kvalitetsmodel på det sociale område
- Det sociale tilsyn
- Specialområde Autismes takster er udformet på baggrund af den takststruktur, der er aftalt i rammeaftaleregi mellem Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.
Det betyder, at Specialområde Autismes tilbud er finansieret af kommunale midler via takstbetaling for borgernes ydelser og, at alle udgifter og omkostninger til drift af tilbuddene er indeholdt i taksterne.
Takstniveau 1: kr. 1.145 (P/L 2024)
Behov
•Borgeren kan selv tilberede kost i egen lejlighed
• Borgeren kan have behov for støtte til indkøb
• Borgeren kan have behov for støtte til 1 årligt helbredstjek og 2 tandlægebesøg i lokalområdet
• Borgeren kan selv initiere til daglig ADL, men har behov for ugentlig støtte til specifikke opgaver
• Borgeren er selvadministrerende med minimal støtte i forhold til medicinhåndtering
• Borgeren kan have behov for støtte til struktur og overblik over hverdagen
• Borgeren kan modtage støtte på fastlagte tidspunkter
• Borgeren kan udsætte sit behov for støtte
• Borgeren kan have behov for støtte til at skabe overblik over økonomisk situation og e-boks
• Borgeren kan selv opsøge hjælp ved behov
• Borgeren kan selv opretholde en fornuftig døgnrytme
• Borgeren er selvtransporterende
• Borgeren har selv den primære kontakt til pårørende
• Borgeren er i beskæftigelsestilbud
Indsats
• Borgeren kan modtage støtte herunder følgeskab 1 gang ugentlig til indkøb
• Borgeren kan modtage prompt og støtte til initiering af sine måltider – herunder at danne overblik ift. daglige måltider
• Borgeren kan modtage følgeskab til egen læge og tandlæge
• Borgeren kan modtage støtte til struktur via ugesamtaler
• Borgeren kan modtage støtte til igangsætning og afslutning af ADL-opgaver og aktiviteter
• Borgeren kan modtage støtte til at tage kontakt til offentlige instanser herunder banken
• Borgeren kan modtage støtte til e-boks til forståelse samt understøttelse af, at borgeren kan handle på indholdet
• Borgeren kan modtage følgeskab til møder med offentlige instanser i begrænset omfang
• Borgeren har behov for at bo i et botilbud med døgndækning – men benytter sig som hovedregel ikke af nattevagten
Der er medarbejdere til rådighed i tidsrummet kl. 8.00 – 9.00 samt kl. 15.00 – 22.00. Der ydes ligeledes støtte i weekenden kl. 9.00 - 22.00.
Taksten er eksklusiv dagtilbud
Såfremt der ikke er dagtilbud/beskæftigelse/uddannelse, kan der komme tillæg til taksten, idet taksten på dette tilbud er under forudsætning af aktivitet i dagtimerne.
7. Medarbejdere
Medarbejdergruppen består af ergoterapeuter, pædagoger, samt et ledelsesteam.
8. Nattevagt
Der er i begrænset/akutte situationer mulighed for at kontakte en sovende nattevagt på en af de andre afdelinger i Tørring.
9. Muligheder for tilkøb
For borgere med ekstra udrednings- eller støttebehov er der mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser, f.eks. særlig skærmning eller individuelle indsatser. Tilkøb vil ske i henhold til den gældende Rammeaftale mellem de midtjyske kommuner og Region Midtjylland.