Opdateret januar 2024
Afdeling/ydelse
Kildebo
Skolevænget 5
7160 Tørring
1. Lovgrundlag
Lov om social service § 107 - midlertidigt ophold
Lov om social service § 108 – længerevarende ophold
Godkendt af Socialtilsyn Midt.
2. Mål- og aldersgruppe
Kildebo er et botilbud til voksne med autisme og lettere til moderat mental retardering samt komorbiditet.
• Fælles for målgruppen er, at der er en vis grad af selvstændighed trods behov for støtte og vejledning
• Målgruppen kan have tillægsdiagnoser og komorbide tilstande så som livsstilssygdomme (diabetes, overvægt mm.), velbehandlede psykiatriske (fx ADHD, Tourette, angst mm.) eller somatiske (fx Crohns eller sensoriske udfordringer) problemstillinger
• Målgruppen kan have udfordringer med at forstå, graduere og omsætte krav og kommunikation til og fra omverdenen
• Målgruppen består af borgere, der er under afklaring eller er afklaret ift. et varigt støttebehov
Formålet med Kildebo er at afklare, udvikle og vedligeholde ressourcer og færdigheder med henblik på at sikre højest mulig grad af selvstændig, indflydelse på eget liv og en hverdag med mindst mulig støtte. Formålet med indsatsen er desuden, at understøtte borgerens trivsel og oplevelse af meningsfuldhed i hverdagen.
Aldersgruppen er 18-65 år.
3. Antal pladser, fysiske forhold og servicepakker
11 døgnpladser, hvoraf de 2 er AT-Home boliger.
Kildebo er placeret i bynært område i Tørring by med gåafstand til offentlig transport, indkøb, samt byens grønne områder.
Fysiske forhold:
Kildebo består af 1- og 2-rumsboliger med eget tekøkken og badeværelse. Boligerne er fordelt i stuen og 1. sal, alle med udgang til fællesareal. Boligerne i stuen har desuden udgang til egen have.
De 2 AT-Home boliger består af en et-rumsbolig og en to-rumsbolig med eget tekøkken og badeværelse. Boligerne er beliggende i tilknytning til Kildebo med egen udgang. Der er egen vaskemaskine, tørretumbler og mindre opvaskemaskine i boligerne.
Fællesarealer:
Kildebo er indrettet med køkkenalrum med spiseplads, vaskerum og stue på begge etager. På første sal er adgang til altan og tv-stue. Til Kildebo hører to terrasser samt adgang til grønne arealer, som deles med Kollegiet.
Husdyr:
I særlige tilfælde er det muligt at have mindre dyr i bur som udelukkende er i egen bolig. Inden anskaffelsen vil der blive udarbejdet en husdyrskontrakt.
Servicepakker:
Der er følgende obligatoriske servicepakker: Kost, TV-pakke til fællesareal, rengøring til fællesareal og egen lejlighed, samt vaskemidler til fælles vaskemaskine. Derudover kan til tilkøbes beboerforsikring.
4. Kerneydelse
I Specialområde Autisme har vi defineret vores kerneopgave således:
”Vi tilbyder og videreudvikler de mest optimale rammer for trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme.”
Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i:
• Kommunens bestilling
• Borgerens aktuelle kompetencer og forudsætninger
• Borgerens motivation
• Dansk kvalitetsmodel på det sociale område
Indsatsen tilrettelægges individuelt og omhandler typisk:
• Kompenserende, stressreducerende og støttende rammer ift. autismen - herunder etablering af forudsigelighed og støttesystemer
• At fremme borgerens selvoplevede trivsel, empowerment og ejerskab vedr. eget liv – herunder selvstændighed, tro på egne evner og potentialer
• Støtte til en selvoplevet udviklende og meningsfuld dagligdag
• Støtte i forhold til ADL funktioner
• Medarbejderne kan have en koordinerende funktion ift. samarbejdet med det professionelle netværk - fx psykiatri, Jobcenter mm.
• Psykoedukation/viden/selvforståelse om egne diagnoser
• Afklaring og udvikling af sociale og praktiske færdigheder
• Støtte til at opretholde og opbygge socialt netværk
• Støtte til deltagelse i uddannelse og beskæftigelse
• Støtte til deltagelse i et aktivt samfundsliv
• At fremme sundhed og trivsel - herunder støtte ift. komorbiditet
5. Faglig tilgang og metode
Faglige tilgange
Vi arbejder ud fra følgende definerede faglige tilgange:
• Empowerment tilgang
• Ressourceorienteret tilgang
• Anerkendende tilgang
• Relationel tilgang
De fire faglige tilgange sætter retning for indsatsen og er grundlæggende for vores samarbejde. Alt afhængig af målgruppens behov og komorbiditeter kan der være flere faglige tilgange defineret.
Metoder
I Specialområde Autisme arbejder vi med en refleksiv metodisk praksis. Vi foretager begrundede metodevalg og evner at justere indsatsen på baggrund af erfaringer og borgernes forudsætninger i øjeblikket, så den faglige dømmekraft er i højsædet. Ud fra best practice analyser og nyeste viden på området undervises medarbejderne på Autismepiloten i metoder og redskaber inden for autismepædagogikken. Derudover har medarbejderne adgang til rådgivning og vejledning ift. fra erfarne pædagogiske og psykologiske konsulenter i Autismefokus.
For yderligere oplysninger om tilbuddets anvendte faglige tilgange og metoder henvises til Tilbudsportalen.
6. Medarbejdere
Medarbejdergruppen består af socialfaglige og sundhedsfaglige medarbejdere: Ergoterapeuter, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejerske samt et lederteam.
Der er desuden ansat omsorgsmedhjælpere som natmedarbejder.
7. Nattevagt
Der er 2 sovende natmedarbejdere, der dækker samtlige 5 afdelinger i Tørring. Den ene natmedarbejder har til huse på Kildebo.