Opdateret januar 2024

Afdeling/ydelse

Seniorhuset
Stadionallé 3A
8382 Hinnerup

1. Lovgrundlag

Lov om social service § 107 – midlertidigt ophold
Lov om social service § 108 – længerevarende ophold.

Godkendt af Socialtilsyn Midt.

2. Mål- og aldersgruppe

Seniorhuset er det første specialdesignet danske botilbud til seniorer med autisme. Borgerne i tilbuddet har diagnosen autisme og let udviklingshæmning.

· Fælles for målgruppen er, at de er udfordret kommunikativt i, at udtrykke sig samt at forstå omverdenen.
· Målgruppen har brug for støtte i hverdagen til at strukturere deres dagsprogram og vedligeholde de kompetencer, de har tilegnet sig.
· Målgruppen har behov for støtte til at tilegne sig nye kompetencer, der kan forøge livskvaliteten og styrke selvstændigheden, så den enkelte bliver mest mulig selvhjulpen på trods af fremskreden alder.
· Der vil typisk være tale om, at borgerne selv kan opsøge fællesområderne og de sociale fællesskaber ved fællesspisning, aftenskaffe og fællesarrangementer.
· Borgerne har til en hvis grad brug for støtte til at navigere i fællesskabet og forstå de sociale sammenhænge, de indgår i.
· Borgerne i Seniorhuset har begyndende aldersrelaterede problemer, hvilket Seniorhuset understøtter i stort omfang grundet de fysiske rammer samt via et tæt tværprofessionelt sundhedsmæssigt samarbejde.


Formålet med indskrivning i Seniorhuset er, at borgerne vedligeholder deres færdigheder og opnår så selvstændigt et liv som muligt, og at de modtager støtte i forhold til aldersrelaterede udfordringer i de rette rammer.

Aldersgruppen er 50 år og opefter.

3. Antal pladser, fysiske forhold og servicepakker

4 døgnpladser

Seniorhuset er beliggende i Hinnerup bymidte. Der er let adgang til indkøb, offentlig transport, byens grønne områder og bibliotek.
På samme matrikel findes Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse (HBU), som borgerne kan tilknyttes.

De fysiske forhold:
Seniorhuset er det første danske botilbud specialdesignet til seniorer med autisme, hvilket betyder, at der er taget højde for de fysiske rammers betydning af trivslen for denne borgergruppe.
https://realdania.dk/projekter/seniorhuset-i-hinnerup

Lejlighederne
De fire lejligheder i Seniorhuset består af store et-værelses lejligheder. I lejlighederne er der mobile skabe, der anvendes som skillevægge. Denne indretning giver den nødvendige fleksibilitet, hvis der bliver behov for hospitalsseng i lejligheden eller installation af en loftlift. I lejlighederne er tilknyttet store badeværelser med plads til personlig pleje, hvis dette bliver nødvendigt. Alle lejligheder har eget tekøkken, egen terrasse eller have og indgang både via fællesrummet og egen terrasse.

Fællesarealerne i Seniorhuset består af:
Der er fælles stue, fælles køkken og fællesterrasse i Seniorhuset. Herud over deler afdelingen sanserum og motionsrum med afdelingerne Engstien og Ådalen.
På matriklen er der en sti rundt om bygningerne, som kan benyttes af beboerne.
Fysisk er Seniorhuset forbundet med afdelingerne Ådalen og Engstien.

Husdyr
Det er muligt at have mindre husdyr såsom marsvin, såfremt borgeren selv kan varetage pasningen. Katte og hunde er ikke tilladt.
Der udarbejdes husdyrskontrakt inden anskaffelsen.

Servicepakker
Der tilbydes følgende servicepakker: Kost, madværksted, "fed fredag", rengøringsartikler til fællesareal, vaskemidler til fælles vaskemaskine, TV-pakke til fællesareal, samt beboerforsikring.

4. Kerneydelse

I Specialområde Autisme har vi defineret vores kerneopgave således:
”Vi tilbyder og videreudvikler de mest optimale rammer for trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme.”

I Seniorhuset bliver der kontinuerligt arbejdet med udvikling og fastholdelse af kompetencer og kompenserende strategier. Medarbejderne samarbejder med borgeren om at udvikle færdigheder og skabe en struktur, der øger livskvaliteten og skaber selvstændighed på den enkeltes præmisser.

Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i:
• Kommunens bestilling
• Borgerens aktuelle kompetencer og forudsætninger
• Borgerens motivation
• Dansk kvalitetsmodel på det sociale område

Der ydes typisk støtte til:
· Indkøb af personlige fornødenheder
· Tøjvask
· Rengøring
· Madlavning, i egen lejlighed og til fællesspisning
· Personlig hygiejne
· Økonomi
· Motion og kost med henblik på at mindske aldersrelaterede sygdomme
· Døgnrytme
· Økonomi
· Kommunikation og vedligeholdelse af relationer
· Selvforståelse
· Smerteforståelse

Individuelle samtaler, der kan give overblik over og indblik i den nærmeste fremtid for derved at kompensere for de eksekutive vanskeligheder, en borger kan have.

Støtte til socialt samspil i hverdagen, fx ved fællesspisning og andre fællesarrangementer. Herudover er der et fokus på at arbejde ift. relationer, herunder at understøtte venskaber på bostedet og lokalsamfundet samt vedligeholdelse af netværket til fx til pårørende. I hverdagen støttes den enkelte til at tilegne sig viden om og udarbejde strategier til at kunne indgå i fællesskaber.

5. Faglig tilgang og metode

Faglige tilgange
Vi arbejder ud fra følgende definerede faglige tilgange:

• Empowerment tilgang
• Ressourceorienteret tilgang
• Anerkendende tilgang
• Relationel tilgang

De fire faglige tilgange sætter retning for indsatsen og er grundlæggende for vores samarbejde. Alt afhængig af målgruppens behov og komorbiditeter kan der være flere faglige tilgange defineret.

Metoder
I Specialområde Autisme arbejder vi med en refleksiv metodisk praksis. Vi foretager begrundede metodevalg og evner at justere indsatsen på baggrund af erfaringer og borgernes forudsætninger i øjeblikket, så den faglige dømmekraft er i højsædet. Ud fra best practice analyser og nyeste viden på området undervises medarbejderne på Autismepiloten i metoder og redskaber inden for autismepædagogikken. Derudover har medarbejderne adgang til rådgivning og vejledning ift. fra erfarne pædagogiske og psykologiske konsulenter i Autismefokus.

For yderligere oplysninger om tilbuddets anvendte faglige tilgange og metoder henvises til Tilbudsportalen.

6. Medarbejdere

Medarbejdergruppen består af pædagoger, ergoterapeuter samt en afdelingsleder.

7. Nattevagt

Der er en sovende nattevagt som deles af Seniorhuset, Ådalen og Engstien.
Borgerne har mulighed for at kontakte nattevagten vha. en ringklokke, via telefon eller ved personligt at tage kontakt.