Afdeling/ydelse
Rindbæk Hus 1A
Bækketoften 2A
8722 Hedensted
1. Lovgrundlag
Lov om social service § 107 – midlertidigt botilbud
Lov om social service § 108 – længerevarende botilbud
Godkendt af Socialtilsyn Midt.
2. Mål- og aldersgruppe
Rindbæk Hus 1A er et helhedstilbud målrettet voksne med autisme, samt udviklingshæmning i middel til svær grad evt. med på virkning af adfærd. Derudover kan borgerne have komorbiditet fx ADHD.
• Fælles for målgruppen er, at de har behov for et mindre bomiljø, hvor de skærmes for stimuli og forstyrrelser
• Borgerne har behov for individuel tilrettelagt støtte til alle hverdagens gøremål, kompensering, fastholdelse og udvikling af kompetencer.
• Målgruppen er udfordret på at forstå både egne og andres tanker/følelser/reaktioner
• De har svært ved at rumme andre borgeres adfærd/tilstedeværelse
• De har meget svært ved at indgå i aktiviteter med andre borgere
• De bliver let forstyrret – fx af andre borgere – eksempelvis andre borgeres lyde/støj eller detaljer i omgivelserne som eksempelvis møbler, gardiner, pyntegenstande osv.
• De kan ikke behovsudsætte
• De er enormt udfordret ift. affekt- og arousalregulering
• De kan reagere på det "uforståelige" med udadrettet eller selvskadende adfærd
Formålet med opholdet i Rindbæk Hus 1A er at sikre en god livskvalitet for den enkelte borger og med fokus på at udvikle og vedligeholde borgerens funktionsniveau, så hverdagen bliver så selvstændig som muligt. Derudover har borgerne behov for at udvikle strategier for, at håndtere utryghed og frustration, så fx udadreagerende adfærd kan minimeres.
I forhold til lov om social service § 107 kan formålet være at afklare i forhold til fremtidige tilbud.
Aldersgruppen er fra 18 år.
3. Antal pladser, fysiske forhold og servicepakker
3 pladser.
Rindbæk Hus 1A er placeret i udkanten af Hedensted by. Der er gåafstand til indkøb, offentlig transport og grønne områder.
Fysisk er Rindbæk Hus 1A fordelt på 2 enheder med to boliger i samme hus og en AT Home bolig i umiddelbar nærhed.
Fysiske forhold
Rindbæk Hus 1A består af 2 rums boliger med egen indgang, hvoraf den ene af de 3 boliger er en AT Home bolig. De to af boligerne er udstyret med en mindre mellemgang, der fra mellemgangen har dør direkte til fællesrum.
Boligerne er alle udstyret med eget badeværelse med bruser samt et mindre tekøkken.
Til de tre boliger er der tilhørende lukket terrasse. Nogle har tæt bøgehæk som omkranser terrassen og andre rækværk - afhængig af den enkeltes behov.
Et specialiseret og overskueligt bomiljø:
• få beboere
• ekstra afstand mellem lejlighederne (Dette har betydning både ift. at kompensere for anderledes sensorisk bearbejdning ift. auditive stimuli og for at skærme den enkelte borger fra at skulle forholde sig til mange andre beboere, fx ved at kunne gå ud af sin lejlighed uden uforberedt at møde en anden beboer).
• fællesarealer, der er indrettet ud fra borgernes forudsætninger – eksempelvis med fokus på reducering af visuelle distraktioner og en tydelighed igennem indretningen på rummenes funktion samt mulighed for skærmning for den enkelte borger.
• udgang til egen lukkede terrasse – for at skabe ro/tryghed/overskuelighed ift. de fysiske rammer (mange autistiske mennesker har ikke en automatiseret viden/fornemmelse af hvor de fysiske grænser går – hvilket kan være meget energikrævende og/eller skabe utryghed/forvirring både ift. hvor den enkelte selv kan færdes men også ift. at andre beboere ikke kommer uventet på besøg hos den enkelte
Fællesarealer
Fællesarealerne er indrettet ud fra borgernes forudsætninger – eksempelvis med fokus på reducering af støj og visuelle distraktioner og en tydelighed igennem den fysiske organisering på rummenes funktion samt mulighed for skærmning for den enkelte borger. Dette giver mulighed for at tage individuelle hensyn som tilbyder såvel skærmning ved behov som mulighed for deltagelse i mindre fællesskaber.
Husdyr
Det er ikke muligt at have husdyr i Rindbæk Hus 1A.
Servicepakke
Der tilbydes følgende servicepakker i Rindbæk Hus 1A: Kost, rengøring, vask samt beboerforsikring.
4. Kerneydelse
I Specialområde Autisme har vi defineret vores kerneopgave således:
”Vi tilbyder og videreudvikler de mest optimale rammer for trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme.”
I Rindbæk Hus 1A er der fokus på at skabe en genkendelighed i hverdagen, som giver tryghed for borgerne. Den pædagogiske tilgang i Rindbæk Hus 1A tager afsæt i en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang. Denne understøttes bla. af Low Arousal som konfliktnedtrappende tilgang. Det betyder, at vi tilpasser vores indsats i forhold til den enkelte borger, så han eller hun kan leve et så selvstændigt liv som muligt - bl.a. ved at øve evnen til at kommunikere, vælge selv og give udtryk for egne ønsker og behov.
I Rindbæk Hus 1A foregår af det pædagogiske arbejde som 1:1 støtte i borgernes lejligheder og på fællesarealerne.
Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i:
• Kommunens bestilling
• Borgerens aktuelle kompetencer og forudsætninger
• Borgerens motivation
• Dansk Kvalitetsmodel på det sociale område
Der ydes typisk støtte til:
• Kompenserende og støttende rammer ift. autismen, herunder etablering af en genkendelig dagsstruktur der er med til at sikre en høj grad af forudsigelighed i hverdagen.
• Almindelige dagligdags gøremål (ADL) således der opnås større grad af selvstændighed
• Energiforvaltning
• Aktiviteter der er meningsgivende for den enkelte borger som fx ridning og indkøb
• Vedligeholdelse af færdigheder
• Følgeskab til tandlæge/læge
• Medicinhåndtering
• Understøttelse af den enkelte borgers sundhed og trivsel
• Alternativ supplerende kommunikation (ASK)
• At indgå i tilpassede sociale relationer
5. Faglig tilgang og metode
Faglige tilgange
Vi arbejder ud fra følgende definerede, faglige tilgange:
• Ressourceorienteret tilgang
• Anerkendende tilgang
De faglige tilgange sætter retning for indsatsen og er grundlæggende for vores samarbejde. Alt afhængig af målgruppens behov og komorbiditeter, kan der være flere faglige tilgange defineret.
Metoder
I Specialområde Autisme arbejder vi med en refleksiv metodisk praksis. Vi foretager begrundede metodevalg og evner at justere indsatsen på baggrund af erfaringer og borgernes forudsætninger i øjeblikket, så den faglige dømmekraft er i højsædet. Ud fra best practice analyser og nyeste viden på området undervises medarbejderne på Autismepiloten i metoder og redskaber inden for autismepædagogikken. Derudover har medarbejderne adgang til rådgivning og vejledning fra erfarne pædagogiske og psykologiske konsulenter i Autismefokus.
For yderligere oplysninger om tilbuddets anvendte faglige tilgange og metoder henvises til Tilbudsportalen.
6. Medarbejdere
Medarbejdergruppen består af pædagoger, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter, sygeplejerske, omsorgsmedhjælper samt et ledelsesteam.
7. Nattevagt
Der er en vågen natmedarbejder i Rindbæk Hus 1A.