Ydelsesbeskrivelse
Opdateret januar 2024
Afdeling/ydelse
Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse
Stadionallé 1
8382 Hinnerup
1. Lovgrundlag
Lov om social service § 103 – Beskyttet beskæftigelse.
Lov om social service § 104 – Aktivitets- og samværstilbud.
Der udbydes desuden delelementer af § 90 og 91 – Lov om Aktiv Beskæftigelse samt delelementer fra Lov om Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).
2. Mål- og aldersgruppe
Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelsestilbud er til voksne med autisme og eventuelle tillægsdiagnoser.
Aldersgruppen er fra 18 år.
Der afholdes indledende matchningssamtale med borgeren for at vurdere, hvorvidt borgeren matcher tilbuddet.
3. Antal pladser, fysiske forhold og servicepakker
60 dagpladser
4. Kerneydelse
I Specialområde Autisme har vi defineret vores kerneopgave således:
”Vi tilbyder og videreudvikler de mest optimale rammer for
trivsel, udvikling og forandring til voksne med autisme.”
Beskæftigelses- og uddannelsestilbuddet i Hinnerup har til formål at afklare, udvikle og støtte borgere i forhold til deres nuværende og fremtidige beskæftigelse og uddannelse.
Den daglige pædagogiske indsats har fokus på samarbejdet med borgeren omkring de individuelt opstillede mål og delmål. Alle de mål, som opstilles, relaterer sig til den kommunale bestilling, og tager udgangspunkt i den enkelte borgers forudsætninger, motivation og ressourcer. Det evalueres løbende, i hvilken grad de enkelte mål og delmål opnås for at opnå viden om, hvorvidt der er behov for justering af indsats eller mål. Alt efter længden af indskrivningen udarbejdes der en individuel udviklingsprofil for borgeren. Udviklingsprofilen er inspireret af temaerne i den kommunale rehabiliteringsplan.
Udviklingsprofilen giver et nuanceret billede af borgerens funktionsniveau og dermed også indikationer på borgerens fremtidige job- og uddannelsesmuligheder. Udviklingsprofilen
opdateres kontinuerligt i forbindelse med status, hvilket sikrer fokus på effekten af tilbuddets indsats.
Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse er aktører på den digitale platform VITAS.
5. Faglig tilgang og metode Faglige tilgange
Vi arbejder ud fra følgende definerede faglige tilgange:
• Empowerment tilgang
• Ressourceorienteret tilgang
• Anerkendende tilgang
• Relationel tilgang
De fire faglige tilgange sætter retning for indsatsen og er grundlæggende for vores samarbejde. Alt afhængig af målgruppens behov og komorbiditeter kan der være flere faglige tilgange defineret.
Metoder
I Specialområde Autisme arbejder vi med en refleksiv metodisk praksis. Vi foretager begrundede metodevalg og evner at justere indsatsen på baggrund af erfaringer og borgerens forudsætninger i øjeblikket, så den faglige dømmekraft er i højsædet. Ud fra best practice analyser og nyeste viden på området undervises medarbejderne på Autismepiloten i metoder og redskaber inden for autismepædagogikken. Derudover har medarbejderne adgang til rådgivning og vejledning fra erfarne pædagogiske og psykologiske konsulenter i Autismefokus.
For yderligere oplysninger om tilbuddets anvendte faglige tilgange og metoder henvises til Tilbudsportalen.
6. Takststruktur
For alle takstniveauer er gældende, at indsatsen skal leveres i forhold til kriterierne i:
- Dansk kvalitetsmodel på det sociale område,
- Socialstyrelsens kvalitetsmodel samt
- at Specialområde Autismes takster er udformet på baggrund af den takststruktur, der er aftalt i rammeaftaleregi mellem Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.
Det betyder, at Specialområde Autismes tilbud er finansieret af kommunale midler via takstbetaling for borgernes ydelser, og at alle udgifter og omkostninger til drift af tilbuddene er indeholdt i taksterne.
Der er mulighed for indskrivning på følgende takstniveauer:
Takstniveau 1
Takst: Kr. 595 pr. dag (P/L 2024)
Takstniveau 2
Takst: Kr. 929 pr. dag (P/L 2024)
Der opkræves takst for indskrevne kalenderdage.
7. Medarbejdere
Medarbejdergruppen er tværfagligt sammensat af henholdsvis pædagoger, brancheuddannede fagfolk og en afdelingsleder.
Alle medarbejdere er ajourført med relevant lovgivning på området.
8. Muligheder for tilkøb
Der er mulighed for køb af en række kortere eller længere forløb blandt andet et screeningsforløb ift. beskæftigelse og uddannelse, forløbet ”ud af isolationen” samt større eller mindre dele af ressourceforløb.
Herudover er det muligt at købe større eller mindre dele af et
STU-forløb (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse).
Endelig er der mulighed for tilkøb af mentorstøtte.