Cecilie står parat foran de forsamlede i et mødelokale i Kildegade i Horsens. Nervøs, men samlet og parat til at fortælle om sin vej frem til i dag. Fra en tilværelse bag nedrullede gardiner, hvor hun var totalt afhængig af sin far, frem til øjeblikket nu, hvor hun er i gang med at udleve en af sine drømme: At holde oplæg om sit liv med autisme. En vej der gik gennem et ophold på det midlertidige botilbud i Kildegade i Horsens, hvor hun i dag er tilbage for at holde oplæg for en gruppe beboere og deres pårørende.

Snakken går livligt ved bordene; der er pyntet med vaser med nyudsprungne rododendron blomster; der er kaffe og the og det bedste fra den lokale bager. Cecilie kigger i sine talekort, der er en professionel oplægsholder værdig, træder et skridt frem og snakken forstummer.

- Jeg har Aspergers og har tidligere boet her i fem år og flyttede herfra for halvandet år siden. Jeg var 25 år, da jeg fik diagnosen og udefra set klarede jeg mig måske fint nok. Jeg var meget genert og stille og rolig, men genertheden skjulte nogle af de udfordringer jeg havde, og jeg var selv meget bevidst om, at der var noget jeg skulle skjule – både derhjemme og i skolen, fortæller hun med rolig stemme og veksler mellem hurtige blik på talekortene og øjenkontakt med publikum.

Koncentrationen blandt tilhørerne er total, da hun fortæller om, hvordan hun fik kæmpet sig igennem folkeskolen og derefter videre i gymnasiet – trods flere dårlig perioder og en konstant udfordring på grund af lydfølsomhed. Efter gymnasiet holder hun to sabbatår og starter derefter på lærerseminariet, hvor de stigende krav til sidst resulterer i et sammenbrud med depression og angst. Hun flytter hjem til sin far, og efter en henvisning til en psykolog kommer hun videre til en psykiater, der under udredningen opfordrer hende til selv at søge viden om autisme:

- Hendes pointe var, at hun ikke ville give mig diagnosen, hvis jeg ikke selv var enig. Jeg lærte rigtig meget om autisme og mig selv, men jeg var også bekymret for, hvad det ville sige at få diagnosen. Om det betød at jeg nu måtte sige farvel til alle mine håb og drømme, fortæller Cecilie.

Efter en periode med dage, der kun var afbrudt af sene gåture, som hendes far insisterede på, og måltider hun indtog alene på sit værelse, fik hun tilbudt en bolig i Kildegade:

- Da jeg kom på besøg her, lagde jeg mærke til, at der var lys og blomster, og det tog jeg som et god tegn, fortæller hun.

Flytningen var en stor omvæltning både på grund af hendes problemer med at vise andre tillid, og fordi hun i de tre år, hun boede hos sin far, var blevet totalt afhængig af hans hjælp:

- Jeg var fyldt med mange forskellige følelser, den dag jeg flyttede ind. Det var svært, at der var andre som skulle hjælpe mig med så personlige ting. Min angst blussede op de første måneder: Jeg gik helt inde langs væggen og var så nervøs, at min gaffel rystede, når jeg skulle spise sammen med de andre. Men min far fik gennemtrumfet en aftale om, at jeg skulle gå ud og spise med dem, og med tiden blev det faktisk noget jeg nød. At spise sammen med andre.

Efter indflytningen fulgte en stædig små-skridts kamp hen mod det mål, hvor hun i dag er: At kunne bo i egen lejlighed og kunne nøje med en times daglig støtte. En støtte som typisk bliver brugt på samtaler under en gåtur, hvor hun kan vende ting, der er svære, med sin vejleder.

- Jeg har taget mange værktøjer med mig fra Kildegade og har lært rigtig meget om mig selv og om autisme. Blandt andet den helt enkle ting at trække vejret helt ned i maven. Og hold kæft, hvor er det vigtigt! Det er blevet et stærkt værktøj for mig, for det mindsker min angst og betyder, at jeg er blevet mere rolig, fortæller hun.

At det gode liv ikke behøver at være en standard-model med 37 timers arbejde, understreger hun, inden det bliver tid til spørgsmål:

- Jeg kan stadig have dårlige perioder, men jeg rejser mig hurtigere igen. Det er super vigtigt, at min hverdag fungerer: Når jeg har styr på min søvn og mad, så trives jeg, og jeg er blevet bedre til at tage små skridt: Til at turde gøre ting, som måske skræmmer mig og lade mig selv fejre det, når det lykkes. Også selvom det for andre kan synes som noget småt.

- Jeg kommer aldrig til at arbejde 37 timer om ugen, men det betyder ikke, at jeg ikke har et godt liv, for det har jeg. Fra ikke at turde sige mine drømme højt og kun kunne overskue måske max 3 uger frem, så har jeg fået mine drømme igen. Selvom jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal komme derhen, så ved jeg nu, at jeg kan gå en anden vej og nye drømme opstår. Det føles så fantastisk

Cecilie samler sine talekort og kigger med et lille smil ud over sine tilhørere.

Nu er det tid til spørgsmål.